Juridiske dilemmaer ved brug af filmtekniske virkemidler i forbindelse med udskiftning af skuespillere

Der er sket meget på filmfronten, siden de første sort-hvid film strøg over skærmen. Der er uden tvivl enorm fart på den teknologiske udvikling inden for filmverdenen. Og med de teknologiske fremskridt opnås også talrige særegne værktøjer til at springe rammerne for, hvordan der produceres film.

Men med teknologiens konstante udvikling opstår også nogle særlige dilemmaer. Et af disse relaterer sig til lovligheden af brug af tekniske virkemidler i forbindelse med udskiftning af skuespillere. For hvad hvis en skuespiller dør eller ikke ønsker at medvirke i en filmefterfølger, og filmproducenten hyrer en anden skuespiller – en look-a-like – til i stedet at ”indtage” karakteren? 

En sådan udskiftning kan være vigtig for skaberne af filmen for at komme videre med produktionen, og det er i dag i stort omfang muligt ved hjælp af teknologiske virkemidler at ”genskabe” en skuespillers særegne karakteristika, f.eks. ved brug af CGI-effekter. Sådanne teknologiske virkemidler kan i høj grad danne en illusion om, at det fortsat er den oprindelige skuespiller, som spiller den pågældende karakter i filmefterfølgeren. Et væsentligt spørgsmål i den forbindelse er imidlertid, om filmproducenten har lov til at benytte (dele af) den tidligere skuespillers præstation i efterfølgende film uden skuespillerens samtykke.

Teknologiske hjælpemidler eller identitetstyveri?

Dette var bl.a. spørgsmålet ved indspilningen af Back to the Future 2, hvor Crispin Glover ikke længere ønskede at indtage rollen som George McFly. Derfor valgte produktionsselskabet at hyre en anden skuespiller til at spille rollen. Ved brug af et tidligere anvendt ansigtsaftryk af Glover, gamle filmklip og særlig makeup, fik produktionsselskabet dannet en illusion om, at det fortsat var Glover, som spillede rollen som George McFly – og ikke den nye skuespiller. 

Selvom produktionsselskabet henviste til, at det alene var et forsøg på at opretholde George McFly-karakteren, mente Glover derimod, at det var en krænkelse af hans person at benytte sådanne virkemidler, da disse netop tog udgangspunkt i Glovers personlige kendetegn. Hvem af parterne, som havde ret, forbliver et ubesvaret spørgsmål, da der blev indgået forlig, men det synes stadig – nu her, næsten 30 år senere – relevant at klarlægge, hvilken beskyttelse en skuespiller nyder mod, at vedkommendes tidligere performance bliver ”genskabt”.

Hvad siger juraen? 

En skuespillers præstation i et filmværk vil almindeligvis være beskyttet efter ophavsretsloven som en fremførelse af et kunstnerisk værk. Det indebærer bl.a., at skuespilleren har eneret til vedkommendes præstation inden for de rammer, som gælder efter ophavsretsloven. Derudover kan enhver identitetsskabende information, der kan henføres til skuespilleren være beskyttet efter personlighedsretten. Personlighedsretten, som løbende udvikles gennem retspraksis, indebærer, at skuespilleren har ret til sine egne personlige kendetegn, herunder bl.a. retten til eget billede, stemme og identitet. Kommerciel brug af disse vil derfor kræve samtykke. Sideløbende indebærer databeskyttelsesretten, at skuespillerens personlige oplysninger er beskyttet, hvorefter behandling af personoplysningerne kræver samtykke eller andet hjemmelsgrundlag. Endelig kan markedsføringsloven være relevant i sager om, hvorvidt der snyltes på en kunstners image. 

Udgangspunktet må være, at skuespilleren skal give samtykke til, at andre bruger skuespillerens præstationer, personlige kendetegn og oplysninger m.v.

I dansk praksis aftales det ofte, at skuespillerens rettigheder samles hos producenten, så producenten i et vist omfang kan råde over de til skuespillerpræstationen forbundne rettigheder. Aftalepraksis viser dog også, at producentens råderum over rettighederne ikke er fuldstændig fri, hvorfor indhentning af skuespillerens samtykke vil være nødvendig i konkrete sammenhænge. Et eksempel herpå er Spillefilmsoverenskomsten indgået mellem Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen, hvorefter skuespillerens samtykke skal indhentes, hvis f.eks. producenten ønsker at bruge klip med skuespilleren til andre film eller hvis producenten vil benytte computergenererede afbildninger af skuespilleren.

Et andet spørgsmål, som melder sig, er, hvad der gør sig gældende for brug af afdøde skuespilleres kendetegn m.v. i tilfælde, hvor aftalen mellem producenten og skuespilleren ikke tager stilling til spørgsmålet.

Skuespilleres tidligere præstationer er beskyttet i 50 år fra tidspunktet for skuespillerens fremførelse efter ophavsretsloven, og persondataretligt er skuespillerens personlige oplysninger beskyttet 10 år efter vedkommendes død. Der gælder derimod ikke en konkret beskyttelsestid efter personlighedsretten, som derfor kan variere fra sag til sag, ligesom markedsføringslovens krav om god markedsføringsskik heller ikke er tidsbegrænset. I dansk ret er det flere gange anerkendt, at også afdøde personer kan være beskyttede ved disse retsværn. 

Et nævneværdigt eksempel på, at en afdød persons navn kan være beskyttet sås bl.a. i en utrykt byretsdom fra 11. januar 2001, hvor Københavns Byret lagde til grund, at Post Danmark ikke måtte udnytte afdøde Dirch Passers portrætbillede på frimærker uden at indhente tilladelse hertil fra Dirch Passers arvinger. Et andet eksempel er den ældre sag U 1990.65/2 H, hvor Højesteret lagde til grund, at en banks brug af afdøde A.P. Møllers navn i reklamemæssig sammenhæng ikke kunne ske uden A.P. Møller-gruppens samtykke. Bankens reklamemæssige udnyttelse af navnet var derfor i strid med god markedsføringsskik. I Sø- og Handelsrettens dom den 10. maj 2019 fandt retten dog modsat, at elselskabet Ørsted kunne fortsatte med at anvende sit navn som selskabsnavn og varemærke, bl.a. fordi navnet henviste til fysikeren H.C. Ørsted, der ifølge retten ”for længst” var afdød. 

En afdød skuespiller må, jf. ovenstående, også efter sin død have en beskyttelse mod at blive brugt i film, uanset om personen har medvirket i en tidligere film i serien. Denne beskyttelse vil både være ophavsretlig, personretlig m.v. Hvis der er tale om præstationer, der er beskyttet efter ophavsretsloven, vil skuespilleren nyde en konkret beskyttelsestid (50 år fra skuespillerens fremførelse). Hvis der er tale om f.eks. efterligning ved look-a-like eller brug af CGI-effekter, vil det være en konkret vurdering fra sag til sag, om der er et beskyttelsesværdigt hensyn at tage.

Sammenfattende kan det siges, at de juridiske grænser for brug af udøvende kunstneres karaktertræk, performance og persona har til gode at blive afgrænset. Selvom skuespilleres rettigheder ofte er genstand for en gennemgående aftaleregulering mellem skuespiller og producent, vil der sandsynligvis opstå nogle uafklarede gråzoner i takt med den filmteknologiske udvikling. Det er derfor utvivlsomt et område, som er værd at holde øje med i fremtiden.

Shopping Basket