Hvor går grænserne for ophavsretten?

Der er i disse år en stigende interesse for ophavsretten. Emner som fx regulering af onlineplatforme og erstatningskrav mod privatpersoner er noget, som ofte finder sin vej til de landsdækkende medier og som debatteres flittigt af borgere, politikere og interessenter.

De fleste af disse sager vedrører spørgsmålet om, hvornår (og hvad) der skal betales til rettighedshaverne, mens det er sjældnere, at medierne ser på, hvad som kan beskyttes. Dette skyldes, at der ofte ikke er tvivl om, hvorvidt der foreligger noget, som kan beskyttes af ophavsretten. Det antages således almindeligvis, at de fleste bøger, film, tv-serier, malerier, musiknumre mv. almindeligvis vil opfylde kravene for at få ophavsretlig beskyttelse – der skal være tale om et originalt ”værk”.

I de seneste år er grænserne for ophavsretten blevet afprøvet i en række sager for domstolene.

I sagen C-310/17 (Levela Hengelo) fik EU-domstolen mulighed for at afprøve, om ”smagen af ost” kan beskyttes. Sagen vedrørte det hollandske ostemærke Heks’nkaas og var indbragt af en hollandsk domstol. Tanken om at få beskyttelse af noget så flygtigt som fx smagen af ost var ikke ny i Holland, da den hollandske Højesteret i 2006 havde vurderet, at ”duften af parfume” kunne nyde ophavsretlig beskyttelse – noget som franske domstole efterfølgende har afvist. Tilsvarende har EU-domstolen tidligere åbnet for, at der kan ske varemærkeretlig beskyttelse af ”dufttegn”, se C-273/00 (Sieckmann).

EU-domstole fandt dog på trods heraf, at smagen af ost ikke kunne beskyttes ophavsretligt. Domstolens rationale var, at myndigheder, borgere og erhvervsdrivende skal have mulighed for klart at kunne identificere, hvad som er beskyttet. Dette er bl.a. vigtigt, da man ellers ikke ved, hvornår man skal indgå en aftale med rettighedshaverne, eller hvornår der er tale om fri brug af ideer. Det er også vigtigt, så domstole kan håndhæve området. Domstolen pegede også på, at smagen af levnedsmidler i høj grad afhænger af subjektive faktorer, såsom alder, kostpræferencer mv., og at smagen derfor ikke – med den nuværende teknologi – er mulig at identificere tilstrækkeligt klart og præcist.

Princippet fra ostedommen om, at det beskyttede værk skal kunne beskrives tilstrækkeligt præcist, er efterfølgende blevet prøvet af den italienske højesteret, der fandt, at indretningen af en butik, som solgte makeup (Kiko), i sig selv kunne være et værk. Dommen er gengivet i artiklen her. Østre Landsret er tidligere nået til et lignende resultat, da den fandt, at et særligt scenografisk udtryk efter omstændighederne kunne være ophavsretligt beskyttet. Dommen er gengivet i Sø- og Handelsrettens dom af 19. januar 2015.

Principperne er også relevante ift. spørgsmålet om, hvornår et ”tv-format” kan beskyttes ophavsretligt. TV-formater, som fx Robinson eller Paradise Hotel, har en stor økonomisk værdi men kan i praksis være vanskelig at beskrive tilstrækkeligt klart og præcist. Spørgsmålet om ophavsretlig beskyttelse af formater har bl.a. været prøvet i de danske sager om ”hvem vil være millionær?” (U 1999.1762 Ø) og ”netto” (U 2014.888 H), samt i flere udenlandske domme, fx om formaterne ”minute to win it” og ”the Voice”.

Problemstillingen er ikke ny. Man ønsker på den ene side at beskytte den, som har skabt noget unikt og originalt, samtidig med, at beskyttelsen ikke må blive for bred, således at der blokeres unødigt for andre personer og virksomheders innovation. Problemstillingen er fx blevet sat på spidsen i den verserende sag om Nettos (påståede) krænkelse af Anna Blacks keramik. Spørgsmålet om, hvor bred beskyttelse, der skal gives, må dog afgøres fra sag til sag, og man skal passe på med at overfortolke betydningen af hver dom, da den næste sag – på baggrund af sagens konkrete omstændigheder – kan give et helt forskelligt resultat.

Et eksempel herpå er en række sager fra den amerikanske musikindustri. I den første sag skulle domstolen se på, hvorvidt Robin Thickes hitsang ”Blurred Lines” var et plagiat af Marvin Gayes ”Got to give it up”. Under sagen afgav over 200 kunstnere en erklæring, hvoraf det bl.a. fremgik, at “the verdict in this case threatens to punish songwriters for creating new music that is inspired by prior works”. I sagen fandt domstolen, at der var tale om et plagiat og tilkendte derfor Marvin Gaye et større erstatningsbeløb, hvilket affødte overskrifter såsom ”How the ‘Blurred Lines’ case could have chilling effect on creativity”. Da Led Zeppelin i 2020 blev frikendt for at plagiere Spirits sang ”Taurus”, så mange det som en forløsning, da den hårde linje i Blurred-Lines sag ikke længere blev fuldt af domstolene.

Tilsvarende har det herhjemme været drøftet, om ovennævnte ”Netto-dom” reelt medfører en bred ophavsretlig formatbeskyttelse i Danmark. Dette skyldes, at Højesteret i sagen fandt, at en ny reklamevideo for Netto var en efterligning af ældre Netto-videoer, som var lavet af anden instruktør på trods af, at mange nok vil mene, at de ældre videoer er meget forskellig fra den nye. 

Men som Nicky Valbjørn Trebbien påpeger i sit kapitel om konceptbeskyttelse i ”Lærebog i entertainmentret”, så kan situationen skifte fra sag til sag:

”Med dommen fra Højesteret må man konkludere, at alle, der ønsker en reel koncept/formatbeskyttelse, står ganske godt på trods af, at Højesteret ikke tog stilling til dette spørgsmål. For med en tilpas bred efterligningsbeskyttelse kombineret med en nok stadigt stigende professionalisering hos udviklerne af formater, herunder med udarbejdelse af udførlige format-bibler og ganske restriktive krav til fravigelse heraf fra erhververe, kommer man nok rigtigt langt. Rosenmeier [Morten Rosenmeier, professor i ophavsret ved KU] formulerer det således: ”Selvom dommen ikke formelt tager stilling til, om man beskytter formater som sådanne, indebærer den derfor reelt en meget bred formatbeskyttelse. Dermed er der i realiteten sat punktum for diskussionen i dansk ret”. Det har Rosenmeier nok ret i. I hvert fald til næste sag.” 

Shopping Basket