Højesteret træffer afgørelse i injuriesag mod politiker

Dom af 27. maj 2021

Højesteret har ved dom af 27. maj 2021 truffet afgørelse i injuriesag mod politiker Naser Khader (K). Sagen udsprang af Khaders e-mail og to efterfølgende Facebook-opslag med udtalelser om samfundsdebattør og direktør af Exitcirklen, Sherin Khankan, hvori Khader udtalte sig om Khankans positionering og relation til islam. Spørgsmålet i sagen var, om udtalelserne var injurier i strid med straffelovens dagældende regler om ærekrænkelser.

Landsretten havde i relation til e-mailen afvist, at der var tale om injurier med henvisning til Grundlovens § 57, hvorefter Folketingsmedlemmer ikke kan drages til ansvar for ytringer uden Folketingets samtykke, som ikke var indhentet. Landsretten anså Facebook-opslagene fremsat som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at Khankan som deltagende samfundsdebattør må tåle kritik til en vis udstrækning.

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse.

I relation til e-mailen henviste retten til Grundlovens § 57 om parlamentarisk immunitet. I relation til Facebook-opslagene fastslog Højesteret, at Khaders udtalelse i ét af opslagene havde en sådan sammenhæng med e-mailen, at udtalelsen var omfattet af den parlamentariske immunitet. Khaders omtale af Khankan som ”islamist” i det andet opslag var, ifølge Højesteret, en ærekrænkelse. Dog anså retten udtalelsen for lovlig ud fra en hensynsafvejning mellem på den ene side Khaders ytringsfrihed og på den anden side hensynet til Khankans omdømme. Retten lagde vægt på, at udtalelsen var fremsat som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at Khader som folketingsmedlem nyder en vidtgående ytringsfrihed om sådanne emner. Retten lagde derudover vægt på Khankans tidligere vekslende udsagn.

Dommen kan læses her.

Foto: Bill Oxford / Unsplash

Modtag flere nyheder som denne

Shopping Basket