Er YouTube forpligtet til at udlevere brugeroplysninger?

Afgørelse af 9. juli 2020

Er YouTube forpligtet til give oplysninger om sine brugere til en filmproducent, hvis producentens film er blevet delt ulovligt på tjenesten?

Dette spørgsmål har EU-Domstolen for nyligt taget stilling til i sagen C-264/19 (Constantin), der blev afgjort den 9. juli 2020. Sagen handlede om, at en række film, som filmproducenten Constantin Film Verleih GmbH (”Constantin”) har rettighederne til, var blevet uploadet til YouTube i 2013 og 2014 af dens brugere uden samtykke. Constantin ønskede at få en række oplysninger om disse brugere; e-mailadresse, telefonnummer, IP-adresser og tidsangivelse for upload og senest adgang til konto.

Sagen blev forelagt EU-Domstolen, da et centralt spørgsmål i sagen var forståelse af begrebet ”adresse” i artikel 8, stk. 2, litra a) i direktiv 2004/48 (Retshåndhævelsesdirektivet). Medlemsstaterne er iht. denne artikel pålagt at sikre, at en rettighedshaver kan få oplysninger om ”navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere indehavere af varer eller tjenesteydelser samt på engros- og detailhandelsled” – i dette tilfælde brugerne af platformen.

EU-Domstolen fastslog, at begrebet ”adresse” skal forstås snævert, dvs. at det kun vedrører (den fysiske) postadresse, og ikke også digitale adresseoplysninger som ovennævnte oplysninger. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at dette var den sædvanlige (sproglige) forståelse af begrebet, at der ikke var noget i direktivet eller forarbejderne hertil, der indikerede, at begrebet skulle forstås bredt eller dynamisk. Domstolen pegede også på, at denne fortolkning var i overensstemmelse med forståelsen af begrebet i andre EU-retsakter, samt at fortolkningen var i tråd med det formål, som Retshåndhævelsesdirektivet forfølger. Domstolen pegede dog på, at Retshåndhævelsesdirektivet kun er udtryk for en minimumsharmonisering, og at medlemsstaterne derfor godt kan fastsætte regler, der giver rettighedshaverne en bredere adgang til information om brugerne end den, som er givet efter direktivet.

Dommen gør det vanskeligere for rettighedshaverne at identificere og retsforfølge brugere, der uploader og deler film, musik mv. i strid med ophavsretten, da brugerne almindeligvis kun skal angive e-mailadresse og evt. telefonnummer for at oprette en bruger på platformene. Dette betyder, at det bliver mere attraktivt for rettighedshaverne at forsøge at få betaling direkte fra platformene. Netop sammenhængen mellem muligheden for at retsforfølge brugerne af en online platform og platformenes ansvar for brugernes ophavsretskrænkelser er sat på spidsen i den såkaldte YouTube-sag (fælles sager C-682/18 og C-683/18), hvor den danske generaladvokat Henrik Saugmandsgaard Øe netop er kommet med et forslag til afgørelse. Generaladvokaten finder, at tjenester som fx YouTube som udgangspunkt ikke er ansvarlige for de ophavsretskrænkelser, som brugerne foretager. Et af delspørgsmålene i sagen er, om denne fortolkning er i overensstemmelse med kravet om, at rettighedshaverne skal sikres et ”højt beskyttelsesniveau”. Generaladvokaten finder, at dette er tilfældet, hvilket bl.a. begrundes med rettighedshavernes mulighed for at retsforfølge brugerne (par. 235):

In particular, the rightholders have the option, first, to take legal action against users who have made such illegal uploads. To that end, among other things, Directive 2004/48 gives rightholders the right to obtain certain useful information from operators such as YouTube and Cyando, including the names and addresses of those users”.

Det er interessant, hvilken betydning Constantin-dommen vil have for EU-Domstolens afgørelse i YouTube-sagen, og navnlig om de begrænsede muligheder for at retsforfølge brugerne vil kunne medføre, at platformene i højere grad ifalder et ansvar.

 

Foto: Unsplash / Rachit Tank

Shopping Basket