Artikelserie om DSM-direktivet - del 2

Som jeg nævnte i min første artikel om DSM-direktivet, indeholder direktivet regler om mange forskellige områder. Man forsøger ikke at opnå et eller to formål med direktivet, men derimod at foretage en generel opdatering af ophavsretten i EU. Der er tale om et ”samledirektiv”, hvis regler kun har det tilfælles, at de alle hører til under ophavsretsparaplyen. Hvis man læser direktivet isoleret kunne man fristes til at tro, at der i mange år ikke er sket det store på ophavsrettens område, og at EU-Kommissionen i denne periode har ”samlet til bunke”, hvilket nu manifesteres i ét direktiv. Denne opfattelse kunne dog ikke være længere fra virkeligheden. Det seneste årti har været et af de mest begivenhedsrige nogensinde inden for ophavsretten.

For det første har EU-lovgiver været ualmindelig aktiv i sine bestræbelser på at harmonisere ophavsretten i EU. I perioden 2010 til 2020 er der således vedtaget et nyt Beskyttelsestidsdirektiv, et direktiv om Forældreløse Værker, CRM-direktivet, Portabilitetsforordningen, Marrakeshdirektivet, Marrakeshforordningen, SatCab II-forordningen og endelig DSM-direktivet.

For det andet har EU-domstolen virkelig fået hul på ketchupflasken, når det gælder sager inden for ophavsretten. Der har således i det seneste årti været afsagt et utal af afgørelser og kendelser om de ophavsretlige direktiver. Disse afgørelser vedrører helt centrale spørgsmål som fx linking, formidleransvar, originalitetskriteriet og digital konsumption.

En sidekonsekvens af disse afgørelser er, at medlemsstaternes kompetence og frihed til at fastsætte regler om ophavsret efterhånden er ikke-eksisterende, medmindre medlemsstaterne har udtrykkelig lov hertil i EU-reglerne. Dette drejer sig fx om områder som visning af TV i butikker og medvirkensansvar, hvor den gængse holdning tidligere var, at det var noget, som medlemsstaterne selv kunne lovgive om. Domstolen har også afsagt en række afgørelser, der har indsnævret medlemmernes kompetence til at forhandle med tredjelande – herunder at forhandle traktater og konventioner – se fx A-03/15 (Marrakesh) eller C-265/19 (RAAP).

For det tredje – og det er ikke noget nyt – er ophavsretten konstant under angreb fra andre retsområder, som grænser op til ophavsretten, ligesom ophavsretten selv konstant forsøger at tilegne sig større indflydelse på bekostning af andre retsområder. Konflikter med e-handelsdirektivet, konkurrencelovgivningen og andre grundlæggende hensyn som fx ytringsfrihed og persondatareguleringen er noget, som fylder mere og mere i debatten. Ophavsretten reguleres ikke længere kun i ophavsretslovgivningen, men også i direktiver og forordninger, som ikke har kultur eller ophavsret som hovedsigte, men fx forbrugerbeskyttelse. Eksempelvis var et af hovedspørgsmålene ift. den såkaldte Geoblokeringsforordning, om den kreative sektor skulle omfattes, hvilket potentielt kunne have store konsekvenser for de kreative brancher.

DSM-direktivet var således blot galionsfiguren i det store harmoniseringsskib, som allerede var sejlet fra land i starten af 2010´erne. I næste artikel vil jeg se nærmere på den ophavsretspakke, som DSM-direktivet var en del af, samt se nærmere på EU-Kommissionens hede drøm – at skabe én samlet ophavsretslovgivning i EU.

Fotokreditering: Compare Fibre / Unsplash

Shopping Basket